Tennisklubbens grand old man leger videre

Tennisklubbens grand old man leger videre

Gert Nielsen runder et skarpt hjørne, men det forhindrer ham ikke i stadig at være aktiv på tennisbanerne og ved bordtennisbordet.

En sommerdag i 1999 var Århus Stiftstidendes journalist forbi tennisbanerne i Skovby for at fortælle om en mand, der fik områdets pensionister til at spille tennis.

Manden, Gert Nielsen, var selv træner for holdet og forklarede om initiativet:
”Det er vældig sjovt at lege med sine børnebørn, men det er også sjovt at lege med jævnaldrende.”

Og denne leg er han fortsat med lige siden.

Den 16. marts fyldte Gert Nielsen 90 år, men den høje alder til trods, er han stadig særdeles aktiv på tennisbanerne i Skovby, ligesom han troligt møder op til turneringer, sociale arrangementer og den årlige generalforsamling.

Gert Nielsen har igennem årtier været en ildsjæl i tennisklubben. Sideløbende med, at han i 1990’erne tog initiativ til pensionistholdet, var han også træner for børne- og ungdomsspillerne. Han startede gerne sin egen bil op for at køre dem frem og tilbage til turneringer i andre byer.

Gert Nielsen har også været dybt involveret i det organisatoriske arbejde i tennisklubbens bestyrelse, bl.a. i en årrække som formand. I dag er han æresmedlem af klubben.

Selvom man ikke kan spille udendørs tennis året rundt, har Gert Nielsen været med til at sikre, at pensionisterne – eller superseniorerne, som de også kaldes – er aktive året rundt. Han var således også med til at starte en pensionistafdeling i Skovby IF’s bordtennisklub.

Begge afdelinger er i dag veletablerede med omkring 20 medlemmer, der samles både omkring sporten og det sociale, hvor fælles frokost er én af aktiviteterne.

Gert Nielsen er også kendt for at lave sange til særlige begivenheder. Hvert år, når flaget hejses ved sæsonstart i tennisklubben, er der fællessang forfattet af Gert Nielsen.

Melodien er Benny Andersens ”Se hvilken morgenstund” og sidste vers lyder:
Oh, hvilken aftenstund
Solen er rød og rund
Min makker er gået i bad
Og selv er jeg ganske flad.
Tennis er ikke det værste man har
Og om lidt er kaffen klar.

Gert Nielsen, Skovby
90 år den 16. marts 2020